Ministerbesøg på Center Hviding
Mandag d. 25. marts besøgte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) Center Hviding. Besøget var programlagt med en indledende præsentation af AsylSyd efterfulgt af frokost og afslutningsvis en rundvisning på centret.
Driftschef i AsylSyd Jakob Kirkegaard indledte ministerbesøget med en præsentation af AsylSyd , som gav ministeren og de øvrige gæster et indblik i, hvordan vi løfter driftsopgaven på Center Hviding og på tværs i AsylSyd. De øvrige gæster talte repræsentanter fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udlændingestyrelsen, Tønder Kommune/AsylSyd og Esbjerg Kommune.
Efter frokost fortsatte deltagerne besøget med en rundvisning på centret, hvor ministeren benyttede sig af muligheden for at møde og tale med både beboere og medarbejdere på stedet. Under rundvisningen overværede delegationen, da 40 nye beboere ankom til centret fra henholdsvis Sandholmlejren og forskellige steder i Nordjylland. Samtidig overværede de også, da 20 beboere skulle forlade Center Hviding.
Besøget var en positiv oplevelse, konkluderer driftschef Jakob Kirkegaard. Pressen, som også var mødt op til begivenheden, har ligeledes omtalt ministerbesøget i overvejende positive vendinger. Læs pressens dækning af ministerbesøget i nedenstående links.