Fodboldsæsonen er skudt i gang


Fodboldsæsonen er skudt i gang

Der er varslet græs på knæene, røde kinder og frække finter for den kommende fodboldsæson i AsylSyd, der for første gang deltager i Asyl Ligaen, en fodboldturnering for asylansøgere. Anden træningsuge er så småt i gang, og alle centre melder om friske ben, højt humør og engagement.

Fire AsylSyd-hold gør debut

Asyl Ligaen blev oprettet i efteråret 2016 med det formål at give voksne asylansøgere fysisk aktivitet, opmuntring i dagligdagen, sociale netværk og kontakt med det lokale foreningsliv. AsylSyd melder sig nu på (fodbold)banen og stiller med hele fire hold i turneringen – to fra Hviding og et fra henholdsvis Bolderslev-Uge og Aaløkke. Den store interesse blandt AsylSyds beboere vidner om, at fodbold er en sport, der både engagerer og samler, og alle hold er nu gået i skarp træning til turneringen.

Frivillige fødder træder til

Asyl Ligaen er støttet af Trygfonden og Røde Kors og har samtidig et tæt samarbejde med lokale fodboldklubber. Alle deltagene hold er derfor tilknyttet en lokalklub, som står for en ugentlig træning med en lokal fodboldtræner. Intet fodboldhold er dog noget uden en holdleder, og her har alle AsylSyd-hold været heldige at få hjælp fra passionerede frivillige. I Bolderslev-Uge er det den 25-årige Darius, der til daglig er studerende på Syddansk Universitet, som styrer tropperne, mens Yanal og Abdalaziz står i spidsen for Hviding. Sidstnævnte var endda med til at vinde AsylSyds Challenge Cup som tidligere beboer i Aaløkke. Netop Aaløkke har også hentet en kompetent og engageret holdleder i Adam Alhamdou.

www.asylliga.dk kan du finde flere informationer om Asyl Ligaen og følge AsylSyd-holdene i turneringen. Held og lykke til alle hold!

Skip to content