Center Aaløkke er vinder af Football Challenge 2016



Lørdag den 26. maj 2016 blev første kamp fløjtet i gang på Bolderslev Stadion til den første AsylSyd Football Challenge 2016. Fodboldturneringen er resultatet af et samarbejde mellem AsylSyd og boldklubben B1950 fra Bolderslev.

De 120 deltagere – spillere, trænere og centerpersonale – havde en aktiv dag med masser af fodbold, snak på tværs af hold og nationaliteter og fælles sandwich-spisning i frokostpausen. Alle var den dag fælles om en ting – at spille fodbold og at skabe nye venskaber uden for banen. Der blev spillet kampe både formiddag og eftermiddag, og der var ikke slækket på motivationen for at nå finalen og i sidste ende førstepræmien; 20 billetter til en valgfri SønderjyskE-Superligakamp på Sydbank Park i Haderslev – doneret af SønderjyskE.

Førstepladsen og de 20 billetter gik til Center Aaløkke i Løgumkloster, og spillerene kan nu se frem til at se SønderjyskE spille en hjemmekamp i Superligaen, når sæsonen starter op igen efter sommerferien. Andenpladsen gik til Center Toftlund, og på tredjepladsen kom Center Uge, som begge modtog præmier sponsoreret af SE Energi og Skousen, Aabenraa. Fjerdepladsen gik til sjove B1950 Mix, mens femte-og sjettepladsen gik til hhv. Center Bolderslev og Center Hviding.

De største ”vindere” af turneringen blev det sociale og fælleskabet omkring fodbolden, samt de nye venskaber, der blev skabt på grønsværen den dag.