AsylSyd i Go’morgen Danmark på TV2

Onsdag d. 16. januar 2019 ramte AsylSyd medierne i forbindelse med vores samarbejde med Tønder Kommunes Bibliotekter om projektet Mens vi venter. Invitationen fra Go’morgen Danmark på TV2 kom en reaktion på sidste uges udgivelse af bogen Mens du venter. I bogen har projektleder, Ahmad Joumaa, samlet vigtige budskaber fra samtaler med AsylSyd-beboere, giver konkrete råd til, hvordan asylansøgere i Danmark kan håndtere ventetiden og uvisheden om deres fremtid, imens deres sager bliver behandlet af myndighederne.

Med i TV2-studiet i Tivoli i København havde Ahmad bragt Adam, som er netværksmedarbejder på Center Aaløkke, og Juwan, som er beboer på Center Aaløkke. De tre fortæller om de erfaringer, de hver især har gjort i forbindelse med projektet og det generelle arbejde, hverdagen og ikke mindst håbet i tilværelsen i det danske asylsystem. Juwan havde medbragt et særligt strenginstrument fra sit hjemland, som han gav et nummer på.

Det er muligt at se indslaget med adgang til online-tjenesten TV2Play.