• image

PRESSEMEDDELELSE: AsylSyd markerede sine første 2 år som driftsoperatør

Billede til nyhed på hjemeside

Tirsdag den 19. september markerede AsylSyd sine første 2 år på banen som driftsoperatør for Udlændingestyrelsens asylcentre i henholdsvis Tønder, Esbjerg og Aabenraa kommune. Det skete ved en Fælleskonference for inviterede gæster fra bl.a. Udlændingestyrelsen, Tønder Kommune og eksterne samarbejdsrelationer.

Fælleskonferencen blev skudt i gang med velkomst ved Lars Møldrup, fagchef for bl.a. asylområdet i Tønder Kommune. Ordet blev herefter givet videre til Jakob Kirkegaard, driftschef i AsylSyd, som indledte sit oplæg med at kaste et tilbageblik på de første 2 år som driftsoperatør. Han fortsatte med at præsentere omdrejningspunktet for fælleskonferencen; det interne udviklingsprojekt på medarbejdersiden i AsylSyd, som har fået titlen, FÆLLES RETNING.

Fælles retning i AsylSyd

Projektet handler om at målrette arbejdet i AsylSyd i en fælles retning og sikre ejerskab i organisationen ved at involvere medarbejderne både på det strategiske og operationelle plan. Alle medarbejdere har deltaget i processen med at definere værdier, mission og vision for projektet. Med et fælles afsæt i missionen om at styrke menneskers ressourcer, så de tager ansvar for eget liv, handler medarbejdernes kerneopgave om at gøre AsylSyd til den mest eftertragtede driftsoperatør med fleksible og lokale løsninger.

I praksis har medarbejderne på asylcentrene opstillet en række prøvehandlinger ud fra deres daglige arbejdsgange, som de søger at optimere. På det fællesadministrativt har projektet indtil kastet bl.a. e-læringsmoduler og en pixi-udgave af operatørkontrakten af sig.

Driftschef, Jakob Kirkegaard, udtrykte stor anerkendelse til sine medarbejdere for deres indsats i en omskiftelig branche, som han selv understregede, ”ikke er det nemmeste sted i verden at arbejde.”

Summende messeaktivitet

Fælleskonferencens messedel blev det store tilløbsstykke, hvor gæsterne og medarbejderne havde mulighed for at besøge flotte og kreative stande fra alle AsylSyds afdelinger, som tæller Center Aaløkke, Center Hviding, Børnecenter Tønder, Center Bolderslev og Fællesadministrationen. Her stod medarbejderne klar til at fortælle om deres arbejde med driftsopgaven i en fælles retning.

Derudover var tre af AsylSyds eksterne samarbejdspartnere også repræsenteret med en stand på messen. AOF viste undervisningsmateriale og fortalte om, hvordan de arbejder med undervisning af asylansøgerne, og Tønder Kommunes Biblioteker & Kulturinstitutioner fortalte om deres projekt, MENS VI VENTER, som handler om kulturformidling til asylansøgere. Derudover var Tønder Ungdomsskole og Løgumkloster Distriktsskole også at finde på messen.

Udlandskorrespondentens beretninger fra felten

Tidligere DR-udlandskorrespondent, Thomas Ubbesen, gæstede fælleskonferencen med et spændende foredrag om de flygtningestrømme, som Europa potentielt står over for. Ubbesens beretninger i ord og billeder fra sine reportageture gav alle deltagere et stærkt indblik i flygtningesituationen og de mange forskellige parametre, der har indflydelse på dens udvikling.

Thomas Ubbesen fremhævede en markant ændring i flygtningementaliteten, der er sket i takt med udbredelsen og tilgængeligheden af smartphones og internet. Det er blevet nemt for flygtningene at søge informationer om livet i vesten, men det giver ofte et forvrænget billede af den virkelighed, der venter dem i Europa. Og hvor prioriteterne før var at skaffe vand på flugten, så handler det nu først og fremmest om at skaffe strøm til sin smartphone.

Ros fra Udlændingestyrelsen

Fælleskonferencen blev rundet af med et oplæg ved Thomas Mortensen, kontorchef ved Udlændingestyrelsen, som udtrykte stor ros og anerkendelse for det stykke arbejde, der bliver ydet i AsylSyd. Han fremhævede bl.a. Tønder Kommune og AsylSyd som en vigtig og værdsat sparrings- og samarbejdspartner på alle niveauer samt stor tilfredshed med den dialogramme, der er blevet etableret siden etableringen af AsylSyd. Derudover roste han også AsylSyd for at gå ind i nye opgaver med ildhu for at bruge sit forhandlingsmandat til at udfordre Udlændingestyrelsen med idéer til optimering af opgaveløsningen.

I sit oplæg fremlagde Thomas Mortensen nogle af de videregående foranstaltninger, der kan have afgørende betydning for det fremadrettede arbejde med at indkvartere asylansøgere i Danmark. Udsving er et rammevilkår for at arbejde på asylområdet. Migranttallet er på nuværende tidspunkt relativt stabilt i norden, hvilket bl.a. kan tilskrives lukningen af Balkanruten i 2016. I de første 36 uger af 2016 blev der registreret 5.114 asylansøgere i Danmark, og i de tilsvarende uger i 2017 var tallet dalet til 2.355 med et ugentligt gennemsnit på 60. Da migrantstrømmen var på sit højeste i 2015, lå det ugentlige gennemsnit af nyregistrerede asylansøgere i Danmark på ca. 300 – ca. ligeså mange som et gennemsnitligt asylcenter har indkvarteringskapacitet til. Det sætter rammevilkårene for arbejdet på asylområdet i perspektiv, når der reelt burde være åbnet et nyt asylcenter hver uge i perioden. Det gør det til Udlændingestyrelsens fornemmeste opgave at handle og agere ud fra de mønstre, de kender til, og altid være i højt beredskab for at kunne balancere træfsikkerhed og planlægning i en omskiftelig branche.

Thomas Mortensen beskrev afslutningsvis fælleskonferencen som en positiv lakmusprøve på, at der er opbakning til driftsopgaven i AsylSyd både internt og eksterne i Tønder Kommune. Det må alt i alt ses som en fin forudsætning for den nærmeste fremtid, hvor AsylSyd skal genforhandle kontrakten som driftsoperatør.

 

For yderligere information kontakt Jakob Kirkegaard, driftschef i AsylSyd, tlf. 29170256, e-mail jk6@toender.dk